Eventyr under jorden i Slovenien

Dybderne under Peca-bjerget i Slovenien gemmer på en historie om hårdt arbejde, farer og enestående kammeratskab. Men i dag byder disse tidligere bly- og zinkminer på et helt anderledes eventyr. Hvor minearbejdere engang sled i mørket, kan besøgende nu udforske en fascinerende underverden på en helt unik måde: med kajak eller mountainbike. Det er en rejse ind i fortiden, guidet af dem, der kender minen bedst – som 57-årige Marko Kozman, en tidligere minearbejder, der oplevede både minens lukning i midten af 1990'erne og dens genåbning som turistattraktion i det nye årtusinde.

For dem, der tør begive sig ind i de forladte dybder, begynder rejsen med en raslende tur i et autentisk minetog. Mountainbikere kan på et andet sted cykle direkte ind i tunnellerne. Men lad os tage det hele i den rigtige rækkefølge, for dette er ikke en oplevelse for alle – især ikke for dem med klaustrofobi.

En Tidsrejse med Minetoget

De små togvogne, der fører dig ind i minens hjerte, er ikke for sarte sjæle. De ligner trange, lukkede trækasser uden vinduer eller lyskontakter – arkaiske, men fuldstændig autentiske. Det var i sådanne vogne, at Marko Kozman og hans kolleger kørte ind i den bly- og zinkmine, hvis tunneller og skakter gennemsøger det slovensk-østrigske bjergmassiv Peca (tysk: Petzen).

"I disse tog kørte minearbejderne de sidste 100 år før lukningen. For os tager turen 15 minutter," forklarer Kozman, mens han uddeler hjelme, beskyttelseshandsker og pandelamper ved Geopark Karawanken infocenter. Han advarer også: "Hvis du føler dig utilpas undervejs: Det er strengt forbudt at åbne døren! Indenfor har I en nødknap."

Kozman nævner først efter ankomsten, at togturen foregår på "uglatte industriskinner." Inden da er de menneskelige passagerer allerede blevet rystet godt igennem af svingenes frem og tilbage, den metalliske skrigende lyd og kulden, der er krøbet ind gennem sprækkerne og ned i knoglerne. Lyden af toget og mørket fylder hovedet, skaber en intens og mindeværdig start på eventyret.

Kajak i Minens Oversvømmede Dybet

Efter at have forladt minetoget hænger en let iskolde ånde foran munden. Temperaturen holder sig konstant på ti grader Celsius. Bag Kozman sætter en lille procession af blinkende hjelmlys sig i gang, følger ham ned ad en uendelig lang, stejl trappe parallelt med en mineskakt og når frem til et minearbejderomklædningsrum. Selvom det er en rekonstruktion, komplet med ophængte kalenderblade med letpåklædte damer, giver det en fornemmelse af fortidens liv i minen.

Her presser man sig ned i neoprendragter med integrerede støvler, træder endnu et stykke ned ad trapperne – og når frem til vand og kajakker. Enden på malmproduktionen i minen gik hånd i hånd med indstillingen af vandpumpningen. Herefter genvandt grundvandet sit terræn og oversvømmede de lavere liggende dele, som man her, cirka 700 meter under jordoverfladen, har nået. Krystalklart glimter vandet i lyset, og Kozman anser det for drikkevand.

Luften cirkulerer som i gamle dage. Det er ikke farligt her. "Klippen er fast, intet kan styrte sammen her," forsikrer Kozman, som overlader deltagerne i deres kajakker til sig selv i en time – til opdagelsen af underverdenen. "Det gør det så meget mere uforfalsket for jer," siger han og gør oplevelsen dermed rigtig spændende. En guidet tur båd ved båd ville slet ikke have den samme effekt. Guiden ved, at der ikke er nogen vej ud af labyrinten, og det eneste, han indskærper besøgende, er at beholde handskerne på, da klippen er sprængt og derfor spids og kantet.

De øvrige kajakker forsvinder hurtigt ud af syne, og lyden af stilhed breder sig, kun undergravet af pagajernes plasken og de tørre stød, når vores to-personers kajak støder mod klippevæggene. Kunsten at styre en kajak i disse snævre passager kan ikke mestres hurtigt af nybegyndere. Mange af de smalle stræder er mindre end to meter brede og ender spøgelsesagtigt som blindgyder.

Vi ror tilbage, også med hænderne. Andre steder åbner sig mellemliggende søer med høje hvælvinger og sammenstyrtede klippestykker langs siderne. Små træstykker fra bjælker driver i vandet. Rustædte jernkroge på lofter og vægge tjener som stille vidner om fordums arbejde. Allerede romerne udvandt malm i området. De første skriftlige kilder til minedrift daterer sig tilbage til 1665. Gennem århundreder drev mennesker mere end 1000 kilometer tunneller ind i klippen i forskellige højder, perforerede jorden med hakker, hamre, maskiner og dynamit.

Officielle tal viser, at der i alt blev udvundet 19 millioner tons malm, hvilket i sidste ende svarede til en million tons bly og en halv million tons zink. Hvilke strabadser og ofre det krævede, kan man kun gisne om. Profitbegæret kom fra staten, ikke fra private, afhængigt af de skiftende magthavere i Sloveniens omskiftelige historie. Siden 1991 har landet været uafhængigt.

I en klippehule slukker vi pandelamperne. Omsluttet af sorthed lytter vi til dråbernes koncert. Øjet kan ikke vænne sig til mørket. Tilbage i det tændte lys forskrækkes vi over vores egne skygger. Det er ikke let at bevare orienteringen i vandvejenes netværk. På et tidspunkt dukker Kozman op i sin enkeltkajak, samler de spredte 'får' ind og prepererer dem på den sidste akt: turen over "vandfaldet" – strakte sig langt tilbage for at flytte vægten, formaner han. For en sikkerheds skyld pakker jeg mit medbragte kamera ind flere gange i plastik, men minikaskaden er halvt så vild. Kontrolleret dramatik.

De forbrændte kalorier genopfyldes med en kold snack, som er inkluderet i prisen. Lokal friskost, brød og pølse i et lille rum foran det tidligere sprængstoflager. I toget ruller vi tilbage til friheden.

Mountainbike gennem Minens Tunneller

Skift af tid og scene. En time senere, 120 højdemeter over kajakterrænet. Efter en minibuskørsel står vi med mountainbikes i bjergenes grønne landskab foran en af de 300 ind- og udgange til den historiske minedrift.

Kozman har skiftet fra kajakguide til cykelguide. Han husker sit arbejde i minen: "Det bedste var kammeratskabet, det værste var faren. Du arbejdede jo med sprængstoffer og maskiner på farlige steder." Der havde også været ulykker, heldigvis ingen dødelige.

Han nærer ingen nostalgiske følelser. "Efter nedlukningen syntes jeg, det var lidt mærkeligt," siger han, "men jeg stoppede ikke her, selvom der ikke længere er produktion. Det er den samme grube." Og hvordan var det før i tiden derinde, også lugtmæssigt? "Blymalmen har ingen egen lugt," svarer han, "det var lugten af maskiner, dieselrøgen. Problemet var støvet efter sprængningerne." Denne del af historien giver et dybere indblik i minearbejdernes hverdag og de udfordringer, de stod overfor. At cykle gennem disse historiske tunneller giver en mere fysisk og jordnær oplevelse af minen, hvor man kan mærke den rå klippe og forestille sig de tusindvis af timer, der er brugt på at forme dette enorme underjordiske netværk.

Uanset om du vælger kajak eller mountainbike, er et besøg i Peca-minen en uovertruffen mulighed for at opleve Sloveniens rige industrielle fortid og naturens genoprettende kræfter på en og samme tid. Det er et eventyr, der appellerer til både historieelskere og spændingssøgende, og som garanteret vil efterlade et varigt indtryk.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ) om Mineoplevelsen

Hvem kan deltage i turene?

Kajak- og mountainbiketurene er generelt velegnede for de fleste eventyrlystne personer. Dog er minetogets trange vogne og de lukkede rum under jorden ikke anbefalelsesværdige for personer med alvorlig klaustrofobi. Børn er velkomne, men det anbefales at tjekke alders- og højdebegrænsninger direkte med Geopark Karawanken.

Hvad skal jeg have på, eller hvad skal jeg medbringe?

For kajakturen får du udleveret en neoprendragt med integrerede støvler, hjelm, pandelampe og beskyttelseshandsker. Under kajakturen er det vigtigt at holde handskerne på grund af de skarpe klippekanter. For mountainbiketuren får du udleveret en mountainbike og hjelm. Selvom minen er sikret, er det altid en god idé at bære tøj, der kan tåle at blive beskidt, og varme lag, da temperaturen konstant er 10°C.

Hvor lang tid tager turene?

Turen med minetoget til kajakområdet tager cirka 15 minutter hver vej. Selve kajakturen varer omkring en time, hvor du selv padler rundt i de oversvømmede tunneller. Mountainbiketurens varighed kan variere, men forvent en god times tid i sadlen under jorden.

Er det sikkert at færdes i minen?

Ja, sikkerhed er en topprioritet. Minen er blevet grundigt sikret og tilpasset til turistformål. Klippen beskrives som "fast," og risikoen for sammenstyrtninger er minimal. Guider som Marko Kozman er erfarne og kender minen indgående. Der er nødknapper i minetoget, og guiderne sørger for, at alle sikkerhedsprocedurer overholdes. Vandet i de oversvømmede dele er krystalklart og anses for drikbart, hvilket vidner om et rent miljø.

Kan jeg tage billeder eller video?

Du må gerne medbringe kamera eller mobiltelefon. Det anbefales dog kraftigt at beskytte elektronisk udstyr mod vand, især under kajakturen. En vandtæt pose eller et vandtæt etui er en god investering. Lyset fra pandelamperne giver unikke fotomuligheder i mørket.

Er der mad og drikke inkluderet?

Efter kajakturen er en let kold snack med lokale delikatesser (friskost, brød, pølse) inkluderet i prisen. Dette serveres i et hyggeligt rum nær det tidligere sprængstoflager, hvilket giver en autentisk afslutning på den underjordiske oplevelse.

Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Eventyr under jorden i Slovenien, kan du besøge kategorien Havne.