11/02/2025
I november 1796 stævnede handelsskibet Sydney Cove ud fra Calcutta med kurs mod den spirende koloni Sydney, dengang kendt som Port Jackson. Lastrummet var fyldt med en værdifuld og spekulativ last: rom, sukker, tobak, saltet kød, kinesisk keramik og te, tjæretønder, eddikefade, fodtøj, sæbe, stearinlys og tekstiler – endda et musikinstrument og en hestevogn. Ejernes håb var at sælge varerne med stor fortjeneste i den nye bosættelse, der hungrede efter forsyninger. Men skæbnen ville det anderledes. Sydney Cove skulle aldrig nå sin destination, og dens dramatiske forlis ville udløse en kæde af begivenheder, der for altid ville ændre kortet over Australien og bane vejen for nye opdagelser.
En Skæbnesvanger Afgang fra Calcutta
Den 10. november 1796 lettede det 250-tons tunge skib Sydney Cove anker med en besætning på omkring halvtreds mand, en blanding af indiske og europæiske sømænd under kommando af kaptajn Guy Hamilton. Rejsen begyndte lovende, men efter cirka en måned, da Sydney Cove sejlede sydpå gennem Det Indiske Ocean, blev det fanget i en forfærdelig storm og begyndte at tage vand ind. I starten kunne lækagen let håndteres med pumperne, og Hamilton fortsatte sin kurs for at runde Van Diemen's Land (Tasmanien) og derefter sætte kurs nordpå mod Sydney.
Men vejret var imod dem. I januar 1797, da de sejlede ind i breddegraderne syd for Tasmanien, blev de ramt af endnu en kraftig storm. Lækagen begyndte at forværres, og pumperne måtte betjenes uafbrudt for at holde skibet fra at synke. Besætningen, bestående primært af 'lascars' (søfolk fra det indiske subkontinent), arbejdede utrætteligt under umenneskelige forhold. Den 25.-26. januar døde fem af de indiske besætningsmedlemmer af de fysiske strabadser ved konstant at bemande pumperne og af skørbug. En tidligere forsøg på at lappe lækagen med et sejl under skibet havde kun haft delvis succes, og situationen blev nu kritisk.
Kampen mod Elementerne og Forliset ved Preservation Island
Da de sejlede op langs Tasmaniens østkyst, mødte de endnu mere vildt vejr og hård sø. Nu strømmede vandet ind i lastrummet hurtigere, end mændene ved pumperne kunne fjerne det. Barken var langsomt ved at synke. Kaptajnen beordrede alt ikke-essentielt udstyr smidt over bord for at lette lasten, men det udskød kun det uundgåelige.
Den 9. februar var vandet nået op til de nederste dæksluger. Kaptajn Hamilton så ingen anden udvej end at strande sit skib for at redde det fra at synke på dybt vand. Hvis det skete, ville han ikke kun miste sit skib og dets dyrebare last, men også en stor del af sin besætning, da de ikke alle ville kunne være i den tilgængelige langbåd og lille jolle. Han fandt en sandstrand på det, der i dag kaldes Preservation Island, i Furneaux-gruppen og løb skibet på grund. Selvom de havde reddet skibet fra at synke, var deres problemer langt fra ovre. Øen fik sit navn, Preservation Island, fordi vraget her var relativt beskyttet, og besætningen var i stand til at landsætte vigtige forsyninger og udstyr, hvilket muliggjorde deres overlevelse.
Udmattede af konstant at lænse og sejle så længe gennem hård sø, lykkedes det alligevel besætningen at losse en stor del af skibets forsyninger og last. Kaptajn Hamilton måtte dog flytte rommen til en nærliggende ø for at forhindre sine mænd i at plyndre den. Denne lille ø er siden blevet kendt som Rum Island. Kaptajn Hamilton organiserede sin besætning til et længere ophold, for de var kommet i land et meget afsidesliggende sted i verden. Besætningen byggede skjul af sejl og master for at beskytte sig mod elementerne. De blev hver rationeret til én kop ris om dagen, og selvom de gravede en brønd og fandt vand, viste det sig knap drikkeligt. Men deres umiddelbare behov var opfyldt. Så vendte tankerne sig mod deres redning.
Den Farefulde Færd til Sydney: En Episk Overlandstur
Hvis de nogensinde skulle forlade Preservation Island, måtte de sende bud efter hjælp. Det blev aftalt, at førsteofficer Hugh Thomson skulle lede en gruppe på 17 mænd nordpå i langbåden med den hensigt at sejle langs New South Wales' kyst, indtil de nåede Sydney. Kaptajn Hamilton og den resterende besætning, omkring 30 mand, skulle blive tilbage ved skibet.
Få dage efter afrejsen, den 2. marts 1797, blev langbåden drevet i land på Ninety-Mile Beach, hvor den blev knust til atomer. Thomson og hans mænd undslap med livet i behold, men stort set intet andet. Uden mulighed for at vende tilbage til Sydney Cove havde de ingen anden mulighed end at fortsætte til Sydney, 600 kilometer væk, til fods. Turen var opslidende og krævede en tung pris af mændene. De fulgte kysten og vidste, at så længe de holdt havet til højre, ville de til sidst nå den lille bosættelse. Dette betød dog at krydse mange brede flodmundinger og forhandle et utal af klippefremspring undervejs.
Møderne med de oprindelige folk varierede i karakter. Nogle forsynede de skibbrudne med mad og vand, mens andre var mindre sympatiske, men tillod dem at passere uhindret. Atter andre angreb indtrængerne, der trængte ind på deres land. Deres antal svandt ind, da de faldt som ofre for det barske og ukendte terræn. Selvom de havde vand og lidt mad, var sult, tørst og udmattelse konstante trusler. Mændene var tvunget til at bygge provisoriske tømmerflåder for at krydse floder, ofte med ringe succes, indtil de lærte af de lokale aboriginere, hvordan man byggede bedre fartøjer, eller endda blev færget over af dem. Dette var en af de første længerevarende interaktioner mellem europæere og aboriginske folk uden for Sydneys begrænsede område.
I slutningen af april, da de endelig blev fundet af fiskere omkring 20 km syd for Botany Bay, var der kun tre mænd tilbage: den skotske købmand William Clark, hans bengalske tjener og sømanden John Bennet. De overlevende blev plejet og ført den sidste del af vejen til Sydney med båd. Clarks dagbog fra den episke vandring giver et unikt indblik i deres lidelser og de landskaber, de gennemrejste.
Redningsaktionen og Yderligere Tragedier
Da guvernør Hunter hørte om tabet, beordrede han skibe sendt ud for at redde de resterende Sydney Cove-mænd og bjærge så meget last, som de kunne. Efter at have været strandet i omkring fire måneder var kaptajn Hamilton og resten af besætningen i dyb nød. Vinteren nærmede sig hurtigt. Deres skjul var blevet hærget af successive storme og havde nu gabende rifter, der gav mændene ringe beskyttelse mod det bitre vejr. De havde kunnet supplere deres risration med havfugle, der ynglede på øen, men deres kost opretholdt stadig knap livet. For at føje til deres følelse af opgivenhed havde de set flere skibe passere i det fjerne, men havde ikke kunnet advare nogen af dem om deres tilstedeværelse. Men redningen var endelig nær.
Den 10. juni sejlede sluppen Eliza til syne og kastede anker. Kort tid efter sluttede skonerten Francis, under kommando af løjtnant Matthew Flinders, sig til hende. Begge var sejlet fra Sydney 10 dage tidligere efter guvernør Hunters ordre. De to små skibe lastede så meget af den bjærgede last, som de turde, og efterlod fem frivillige til at vogte over de resterende varer, indtil de kunne hentes på et senere tidspunkt. Kaptajn Hamilton og hans mænd gik om bord på Francis og Eliza, og de satte kurs mod Sydney.
Vejret var ikke mindre barskt for dem på deres sidste passage til Sydney. Det tog 15 dages hård sejlads gennem storme og høj sø for Francis at nå Port Jackson. Eliza nåede aldrig hjem og blev formodet at være sunket i det forfærdelige vejr med tab af både sin egen besætning og otte af de skibbrudne overlevende. I alt mistede omkring halvdelen af Sydney Coves besætning livet.
Arven efter Sydney Cove: Et Vendepunkt i Australiens Historie
Forliset af Sydney Cove og den efterfølgende overlevelsestur er historisk betydningsfuld af flere årsager. Turen, som Thomson og de andre foretog, var den første gang, europæere bemærkede en forekomst af kulforekomster i Illawarra-regionen, som ville definere regionen frem til i dag. Desuden rapporterede kaptajn Hamilton om tilstedeværelsen af stærke sydvestlige strømme under sin tid på Preservation Island, hvilket antydede, at der var et stort vandområde, der adskilte Van Diemen's Land og det australske fastland. Eksistensen af dette stræde blev senere bekræftet af Matthew Flinders og George Bass og navngivet efter sidstnævnte.
På en af redningsrejserne med Francis kortlagde Matthew Flinders området og lokaliserede sælkolonier. Disse kolonier blev senere udnyttet af Robert Campbell, som gjorde sælskind til Australiens første eksportvare, hvilket kickstartede en blomstrende industri og bidrog til koloniens økonomiske udvikling. Den dramatiske historie om Sydney Coves forlis og overlevelse spredte sig hurtigt i Sydney og fangede både embedsmænds og handelsfolks opmærksomhed, hvilket flyttede fokus mod syd og de potentielt lukrative sæl- og hvalfangstindustrier. Selvom William Clark døde få år efter sin hjemkomst til Calcutta, sikrede hans dagbog, som blev offentliggjort i et abstrakt i 1798, at hans utrolige historie blev kendt – selvom den stadig fortjener at blive mere udbredt.
Vraget af Sydney Cove blev genfundet af dykkere i januar 1977 ved hjælp af informationer fra et kort tegnet af løjtnant Matthew Flinders i 1798. Mellem 1991 og 1994 blev der foretaget omfattende udgravninger af vraget af Tasmanian Parks and Wildlife Service. Artefakter, der blev opdaget dengang, er nu permanent udstillet på Queen Victoria Museum i Launceston, og de fortæller en gribende historie om en tidlig og skæbnesvanger periode i Australiens maritime historie.
Ofte Stillede Spørgsmål
Hvorfor hedder det Preservation Island?
Øen fik navnet Preservation Island, fordi skibet Sydney Cove her kunne strandes på en måde, så vraget og den bjærgede last var relativt beskyttet, og besætningen var i stand til at landsætte vigtige forsyninger og udstyr. Dette sikrede deres overlevelse og 'bevarelse' af skibet og lasten i et vist omfang.
Hvad skete der med skibet Sydney Cove?
Handelsskibet Sydney Cove forliste den 9. februar 1797 ud for Tasmaniens kyst. Det var på vej fra Calcutta til Sydney med en værdifuld last, men blev gentagne gange ramt af voldsomme storme og udviklede alvorlige lækager. Kaptajnen var tvunget til at strande skibet på det, der i dag er kendt som Preservation Island, for at redde besætningen og så meget af lasten som muligt.
Hvor lang var overlevelsesturen til Sydney?
Den episke overlevelsestur, foretaget af 17 af skibets besætningsmedlemmer efter deres langbåd forliste på Ninety-Mile Beach, strakte sig over mere end 600 kilometer til fods langs kysten. Turen varede i 63 dage, og kun tre af de oprindelige 17 mænd nåede frem til Sydney i live.
Hvilken historisk betydning har Sydney Coves forlis?
Forliset af Sydney Cove og besætningens overlevelseshistorie har stor historisk betydning. Det førte til den første europæiske opdagelse af kulforekomster i Illawarra-regionen. Kaptajn Hamiltons observationer af strømme antydede eksistensen af et stræde mellem Tasmanien og fastlandet, som senere blev bekræftet og navngivet af George Bass og Matthew Flinders (Bass Strædet). Desuden førte Flinders' kortlægning af området til opdagelsen af sælkolonier, hvilket dannede grundlag for Australiens første eksportvare: sælskind.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Sydney Coves Skæbnesvanger Rejse og Preservation Island, kan du besøge kategorien Havne.