Klintebjerg Havn er en lille havn på den nordfynske side af Odense Fjord.
Her er en fantastisk udsigt ind over Odense fjord og Vigelsø, den største ø i fjorden. Er man ikke selv sejlende, kan man komme til øen med den lille båd ‘Lunden’ som udgår fra Klintebjerg havn. Turen tager 5 minutter og bestilles som oftest på forhånd. Naturen omkring både havnen og Vigelsø er varieret og området er velbesøgt af både kajakker, cyklister og sejlende.
Klintebjerg Havn har tidligere været udskibningshavn for Odense’s mange fabrikker, før kanalen mod Odense blev gravet. Dog var det først fra 1843, at der for alvor kom gang i byens udvikling med opførelsen af et stort pakhus på havnen, et cikoriebrænderi, kalkværk, saltværk, skallefabrik, eddikebryggeri, savværk og toldsted. Med tiden mistede Klintebjerg dog sin betydning, og havnens nedtur tog for alvor fart i 1921, da sejlløbet ind til Odense var udbygget til 7,5 meters dybde. Pakhuset som tidligere befandt sig på havnen nedbrændte i 1967, og blev aldrig genopført.
Fjordens største ø, Vigelsø er en unik naturperle med et rigt fugle og naturliv. I 1990 overtog den danske stat formelt Vigelsø og den daværende regering gennemførte et stort naturgenopretningsprojekt på øen, der indtil da havde været brugt til intensiv dyrkning af afgrøder siden 1873. I dag er øen plantet til med træer og planter, der alle har været i Danmark siden stenalderen, og øen huser en naturskole og har et rigt fugleliv. Der sejler en lille færge, ”Lunden” ud til øen i sommerperioden, færgen kan også bestilles efter behov hvis du er del af en større gruppe mennesker.